Esport Danmark skal afvikle den nationale liga i League of Legends.
League of Legends får ny national liga i Danmark
Leagues.gg og Esport Danmark er stolte af at annoncere et nyt samarbejde, der vil forme fremtiden for dansk esport inden for League of Legends. De to organisationer samarbejder om at afvikle den nationale liga i League of Legends, som bliver en integreret del af den nordiske ligastruktur under NLC (Nordic League Championship).
Etableringen af ligaen er et vigtigt skridt for dansk esport og den danske League of Legends-scene. Den første sæson af ligaen er allerede skudt i gang her i efteråret 2023 og vil være en overgangssæson, hvor Leagues.gg og Esport Danmark i samarbejde vil etablere fundamentet for ligaen. Målet med overgangssæsonen er at sætte en fælles retning for fremtidens nationale ligasystem i League of Legends (LoL) i Danmark.
Formålet med League of Legends Ligaen er at opbygge dansk League of Legends på konkurrenceniveau og skabe en omfattende struktur og platform for LoL-spillere herhjemme. Ligaen skal fungere som et springbræt for dem, der stræber efter at blive professionelle inden for League of Legends. Gennem struktur, konkurrence og fællesskab vil League of Legends Ligaen tilskynde og støtte talentudvikling, således at spirende stjerner og hold har et sted, hvor de kan udvikle deres talent.
Den nye liga understøttes af en Esport Danmark Ladder, der vil fungere som en mere ustruktureret startrampe for spillere og hold, der gerne vil dyste mod andre holdene i forskellige lag, der matcher deres niveau, så der er plads til alle. Her vil spillere have større frihed til at spille uden lige så faste ligastrukturer, men med mulighed for oprykning til ligaen.
”Hos Esport Danmark har vi en ambition om at samle esporten i Danmark. Med League of Legends Ligaen tager vi det næste store skridt i den retning, efter at vi tidligere på året afviklede ESD Danmarksmesterskaberne i Counter-Strike og Tekken. Vi er stolte over, at Riot Games ser os og Leagues.gg som de rette samarbejdspartnere i etableringen af en national liga,” siger direktør i Esport Danmark, Rico Corneliussen.
“Vi er utroligt begejstrede for at samarbejde med Esport Danmark om at starte et nyt, lovende kapitel for dansk League of Legends. Sammen håber vi på at kunne skabe et fundament, hvor alle kan konkurrere, udvikle sig og få muligheden for at stræbe efter det højeste niveau inden for esport. Vi er som altid fast besluttede på at forbedre fremtiden for danske League of Legends-spillere”, siger Christian Henriksen, CEO hos Leagues.gg.
Det er gratis at deltage i Ligaen. I League of Legends Ligaen vil hold spille om at rykke op i de interne divisioner, mens der også kæmpes om pladser til den nordiske kvalifikation (NLC Regional Promotion Series). I NLC RPS mødes de bedste hold fra de nordiske ligaer og kæmper for at kvalificere sig til de øverste NLC-divisioner.
Fakta:
Leagues.gg er en platform for esportsudøvere. Platformen afholder turneringer og tilbyder udøverne at spille i fællesskab.
Esport Danmark er det landsdækkende forbund, der arbejder for at fremme esportens vilkår og skabe sammenhængskraft mellem sportens interessenter fra bredde til elite.
Join vores Discord hvor i kan tale med vores admins samt få de nyeste nyheder med Liga og Ladder:
https://discord.gg/eewSAeQSqZ
Læs mere om at deltage i vores ladder allerede nu:
https://ladder.leagues.gg/en/league/64BRfhVC1u1pjflo
