Esport Danmark modtager en 4-årig bevilling
I mandags landede en historisk bred finanslov. Det betyder, at vi officielt og med stor glæde kan meddele, at Esport Danmark er blevet tildelt en 4-årig bevilling. Vi vil derfor gerne takke kulturminister, Jakob Engel-Schmidt, og hele regeringen for deres støtte og anerkendelse af vores arbejde.
Med bevillingen kan vi fortsætte vores arbejde i forbundet med at forbedre vilkårene for hele esportens fødekæde i Danmark og arbejde mod at skabe en bæredygtig og succesrig esportskultur i landet. Vi er stolte af at have opnået den 4-årige bevilling, da det giver os en stabil og sikker platform, hvorfra vi kan fortsætte vores arbejde med at udvikle og fremme esporten i Danmark. Samtidig muliggør bevillingen, at vi kan igangsætte nye initiativer og forbedre nuværende til glæde for det danske esportmiljø.
Vi tror på, at der i esporten er et uforløst potentiale, og at sporten er en vigtig del af fremtidens kulturelle og økonomiske landskab. Bevillingen er en blåstempling af dette. Vi går derfor også til opgaven fyldt med entusiasme og ser frem til at samarbejde med hele Folketinget og andre interessenter i esports-fællesskabet.
Endnu engang skal der lyde et tak til Jakob Engel-Schmidt og regeringen. Vi glæder os til at tage arbejdshandskerne på og udvikle og fremme esporten i Danmark.
Vil du læse mere? Link til Kulturministeriets nyheder og yderligere info herunder:
https://kum.dk/aktuelt/nyheder/finansloven-skal-sikre-medaljer-og-mere-kultur-til-hele-danmark