Hos Paradigmeskiftet i Aarhus mærker man allerede effekten af Good Gaming Ligaen blandt de cirka 12 elever, der dagligt deltager i et struktureret undervisningsforløb, hvor esport og forberedelse til ligaens kampe er en fast del.
Good Gaming Ligaen drives i samarbejde med Esport Danmark og støttes af e-conomic, som bidrager til at skabe de rammer, der gør det muligt for skoler og tilbud som Paradigmeskiftet at arbejde med gaming som et inkluderende læringsmiljø for unge med særlige behov.
Rasmus Poulsen underviser i gaming og teknologi på stedet. Han fortæller, at ligaen har haft en mærkbar effekt på eleverne. Det er nemlig ikke bare tidsfordriv, når der inden kampene planlægges strategi og taktik.
“Det har løftet en motivation og incitament for vores elever til at nørde længere ned i spillet. Det giver en større mening, når det er konkurrence.”
Paradigmeskiftet Gaming & Teknologi drives af underviserne Kasper Stoustrup og Rasmus Poulsen. Ugeskemaet byder blandt andet på faciliteret gaming, 3D-kodning og webdesign.
Rasmus peger på, at almindelige online-kampe ikke er det samme som at møde andre hold gennem Good Gaming Ligaen.
“Jeg mærker, at det bliver mere interessant for eleverne, når de skal spille mod fem andre, der sidder et sted i Danmark og er velforberedte – og ikke bare fem tilfældige spillere online.”
Han ser også, at ligaen har skabt et stærkere fællesskab blandt eleverne. Nu er en plads på holdet nemlig blevet eftertragtet.
“Vi er blevet meget overrasket over, hvor stærk en holdånd der er opstået. Vi har 10–12 elever, som gerne vil spille, men et Counter-Strike-hold har kun fem pladser. Det betyder, at ikke alle kan komme på banen hver gang, og derfor har vi haft nogle gode snakke om niveauforskelle og roller. De samtaler har været virkelig lærerige for eleverne, fordi de lærer at forstå hinandens forskelle og se, hvordan man kan bidrage til holdet på forskellige måder.”
Hos Paradigmeskiftet handler deltagelsen i esport om langt mere end selve spillet. For eleverne giver det dem mulighed for at blive eksponeret for oplevelser og situationer, de ikke nødvendigvis møder derhjemme foran deres egen computer.
“For vores elever giver det en anledning til, hvis man føler sig fanget derhjemme, at komme ud og møde op fysisk. De møder nogen, de deler interesser med, og det giver dem oplevelser, de ikke nødvendigvis ville få derhjemme.”
Paradigmeskiftet har allerede været involveret i flere tætte opgør, og det er især her, man oplever positive menneskelige øjeblikke, som er særligt vigtige for eleverne.
“Vi har haft kampe, hvor vi holder holdsnakke midt i kampens hede. Den eufori og samhørighed, der opstår i rummet, har jeg personligt kun oplevet i fodbolden. Det er vigtigt for os at kunne give eleverne den oplevelse.”
Ambitionen er klar.
“Vi går 100 procent efter sejren. Vi har haft nogle tætte kampe med FGU Esport Faxe og Trekløverskolen, og med den træning og koordination, vi har nu, så kan vi snart slå dem.”
Good Gaming Ligaen fortsætter sæsonen ud, og gennem samarbejdet med e-conomic er målet at give endnu flere unge adgang til et trygt og motiverende fællesskab, hvor gaming bruges som løftestang for trivsel, læring og deltagelse.
