ESPORT DANMARK INDGÅR NYT PARTNERSKAB MED HUMMEL

Esport Danmark har indgået en ny samarbejdsaftale med det danske sportsbrand hummel, der fremover skal beklæde forbundets medlemmer i de karakteristiske hummel-vinkler. I aftalen indgår ligeledes administrationssystemet Holdsport, der skal gøre det nemt at være esport-klub i Danmark.  

Esport er uden sidestykke den sport, der på medlemssiden udvikler sig hurtigst i Danmark. Både unge og ældre gamere fortsætter med at strømme til den populære sportsgren, der i dag tæller 720.000 medlemmer. På den baggrund har Esport Danmark og det danske sportsbrand hummel indgået en ny og omfattende partnerskabsaftale.

”Det nye samarbejde har stor betydning for Esport Danmark. Udover at hummel er en stor og interessant samarbejdspartner, giver det os også mulighed for at sikre nogle spændende fordele for vores mange medlemmer,” siger direktør for Esport Danmark, Rico Corneliussen, og uddyber:

Med hummel ombord vil Esport Danmark være sikret en partner, som tager sporten seriøst og ikke mindst anerkender sporten på lige fod med øvrige sportsgrene. Ambitionen er at stå stærkere i vores talentudvikling, og her bliver hummel en afgørende spiller til at sikre de bedste muligheder og faciliteter for de danske esportsforeninger.”

Det nye partnerskab træder i kraft den 1. maj 2021 og betyder blandt andet, at Esport Danmarks mange medlemmer og lokale foreninger får mulighed for selv at designe eget spillertøj – og derved skabe deres egen lokale identitet gennem aftalen. 

”Vi er utrolig stolte over, at vi i dag kan annoncere et nyt partnerskab med Esport Danmark. Esporten er i rivende udvikling, og derfor ser vi også et stort potentiale for at videreudvikle markedet og den direkte dialog med de mange medlemmer. Der er ingen tvivl om, at vi har store ambitioner inden for esport, og her skal aftalen med Esport Danmark være med til at sikre et solidt fundament, som vi kan bruge til at trække med ud på den globale scene,” udtaler Allan Vad Nielsen, der er CEO i hummel.

Sidste år indgik vi en hovedaftale med Astralis Group, der var med til at kickstarte en ny og spændende rejse for hummel, og med Esport Danmark på holdet har vi nu sikret os både eliten og bredden inden for esport. Vi føler os derfor godt klædt på til at kunne indfri vores ambitiøse vækstmål i de kommende år.”

LETTERE AT VÆRE ESPORTSFORENING FREMOVER                                                               
En del af aftalen mellem Esport Danmark og hummel sikrer også, at forbundets medlemmer får fri adgang til Danmarks største online administrationssystem, Holdsport. 

Holdsport har siden 2004 være med til at hjælpe sportsklubber med at håndtere alt administrativt arbejde. Og i dag er over en million idrætsudøvere afhængige af portalens brugervenlige værktøjer til kommunikation, registrering, kontingentbetaling og anden planlægning.

Denne aftale matcher perfekt med Holdsports værdier. Vi tror på, at der skabes bedre mennesker, når man samles gennem sport. Og med Holdsport kan esportsforeninger fremadrettet spare tid, så de kan fokusere på det, der betyder noget for medlemmerne og skaber en endnu bedre oplevelse for dem,” siger Frank Bjergø, CEO hos Holdsport.

Facts:

Om Esport Danmark

Esport Danmark er det landsdækkende forbund, der varetager alle led i esportens fødekæde. Fra bredden og talentudvikling til fremme af esportsudøvere, der dyrker sporten på elitevilkår.
Esport Danmark arbejder for at fremme esportens vilkår og skabe sammenhængskraft mellem sportens interessenter.

Om hummel:

hummel er et dansk sports- og modebrand med en historik, som rækker tilbage til 1923. hummel designer, producerer og markedsfører sportstøj, træningstøj, udstyr og sneakers til både børn og voksne, kvinder som mænd. Gennem de 4 produktkategorier teamsport, footwear, kids, sport lifestyle samt udvalgte premium co-labs, leverer hummel flere gange årligt nye styles i deres gennemførte mix af retro og tidsaktuelle trends. hummel A/S er en del af Thornico koncernen.

Om Holdsport:

Holdsport er Danmarks største onlinesystem til administration og koordinering af sportsklubber, hold og foreninger. Holdsport har alt hvad du behøver af værktøjer, for at drive en sportsklub. Siden dannelsen i 2004 har Holdsport haft fokus på at tage administrationen ud af spillet, så holdledere, trænere, spillere og forældre sparer tid, så de kan fokusere på det der betyder noget og gøre oplevelsen større.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *