Danmarks VM-deltagere i CS:GO og Tekken skal findes ved ESD DM

Når Esport Danmark (ESD) i marts afvikler ESD Danmarksmesterskaberne i CS:GO og Tekken, er der internationale billetter på spil. Vinderne får adgang til World Esport Championship-kvalifikationen, som The International Esports Federation (IESF) står bag.

Det danske esportsforbund Esport Danmark kan nu løfte sløret for en stort anlagt finaleweekend den 18. og 19. marts, hvor ESD Danmarksmestrene i CS:GO og Tekken skal kåres. I Tekken skal der findes én danmarksmester, mens der i CS:GO er tale om en offline-turnering udelukkende for kvinder samt en online-turnering for mænd.

Fælles for vinderne i de tre turneringer er, at sejren – udover titlen som ESD Danmarksmester – giver adgang til at repræsentere Danmark ved de officielle europæiske kvalifikationsturneringer til IESF World Esport Championship 2023. Den europæiske kvalifikation giver mulighed for senere på året at deltage ved den store turnering i Rumænien, som IESF arrangerer.

”Vi er som forbund utroligt stolte af at skulle arrangere danmarksmesterskaberne. Det er en del af Esport Danmarks opgave at blåstemple og afholde nationale esportsturneringer, der giver adgang til de officielle internationale mesterskaber for nationer. Derfor glæder jeg mig helt vildt meget til de tre turneringer og forhåbentligt til at kunne være med til at sende nogle af vores allerbedste danske spillere til Rumænien for at repræsentere Danmark,” siger direktør for Esport Danmark, Rico Corneliussen.

CS:GO – åbne kvalifikationer i marts

Kvindernes CS:GO-turnering, CS:GO FE, afvikles som offline-turnering den 19. marts i Astralis Nexus midt i København. Afhængig af antal tilmeldinger, kan der blive oprettet en online kvalifikation til finalestævnet i starten af marts.

Herrernes turnering er en online-turnering med finaledag den 18. marts. Forud for herrernes turnering er to åbne kvalifikationer, henholdsvis den 12. og 16. marts. Ved den endelige finaleturnering vil 8 hold deltage. Turneringen afvikles i samarbejde med Dust2.dk, som også caster turneringen.

DM i Tekken

Kampsportspillet Tekken har siden de første udgivelser i 1990’erne været populært i Danmark. Esport Danmark afvikler Danmarksmesterskabet i samarbejde med Copenhagen Esport og Fighting Game Community Aarhus (FGCA).

Finaledeltagerne skal findes ved to kvalifikationer henholdsvis den 25. februar i København hos Copenhagen Esport og den 4. marts i Aarhus (FGCA). De fire bedste fra hver kvalifikation får mulighed for at kæmpe med om titlen som Danmarks bedste Tekken-spiller ved finalestævnet, der afholdes den 18. marts i København.

Ligesom tilfældet er med CS:GO-vinderne kan den kommende DM-vinder se frem til at være den danske repræsentant ved WEC-kvalifikationen senere på året.

Information om turneringerne

Deltagelse i alle tre spil kræver dansk statsborgerskab, idet vinderne repræsenterer Danmark i de internationale IESF-turneringer.

Tilmelding til turneringerne kan du se nærmere på under hvert enkelt turneringsside. 

Tilmelding koster 50,- for et hold/organisation/forening/enkeltperson og inkluderer medlemskab af Esport Danmark. Er du som forening eller organisation allerede medlem af Esport Danmark, er tilmelding selvfølgelig gratis.Bliv medlem her: Bliv medlem her

Læs mere om de tre turneringer her

CS:GO FE
CS:GO – M
TEKKEN 7

Kontakt:

Der kommer mere information løbende om tilmelding, generelle oplysninger om turneringerne og regelsæt, og ellers er man velkommen til at stille spørgsmål herinde eller til kontakt@esd.dk